toptop.dk
Lov om jernbanevirksomhed m.v.

Lov om jernbanevirksomhed m.v.

LOV nr 289 af 18/05/1998 (Gældende)


Lov om jernbanevirksomhed m.v.

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:


Kapitel 1

Formål

§ 1. Denne lovs formål er gennem fastlæggelse af rammerne for jernbanevirksomhed at fremme opfyldelsen af samfundets transportbehov på et bæredygtigt grundlag under hensyn til

  • 1) miljø,
  • 2) samfundsøkonomi,
  • 3) trafiksikkerhed,
  • 4) fremkommelighed og
  • 5) sociale hensyn.

Stk. 2. Ved jernbanevirksomhed forstås befordring af personer og transport af gods m.v. på jernbane.

Kapitel 2

Lovens anvendelsesområde

§ 2. Loven gælder for al jernbanevirksomhed, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. Loven gælder ikke for jernbanevirksomhed, der udføres på letbaner, som anlægges i medfør af lov om Ørestaden m.v.

Stk. 3. Bestemmelserne i kapitel 4 og 5 gælder alene for jernbanevirksomhed, som udføres på statens jernbaneinfrastruktur samt infrastruktur ejet af A/S Storebæltsforbindelsen og A/S Øresundsforbindelsen.

Stk. 4. Trafikministeren kan bestemme, at loven i sin helhed skal gælde for al jernbanevirksomhed.

Kapitel 3

Retten til at drive jernbanevirksomhed

§ 3. Ret til at drive jernbanevirksomhed kræver tilladelse udstedt af Jernbanetilsynet efter denne lov samt sikkerhedscertifikat udstedt i medfør af lov om jernbanesikkerhed m.v.

Stk. 2. Tilladelse udstedt af andre medlemsstater i Den Europæiske Union i medfør af EU-regler gælder i Danmark.

§ 4. Tilladelse til at drive jernbanevirksomhed kan meddeles virksomheder, der

  • 1) ønsker at drive personbefordring eller godstransport på jernbane som virksomhedens hovedaktivitet,
  • 2) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt forsvarligt,
  • 3) ikke er erklæret konkurs,
  • 4) ikke har forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover,
  • 5) ikke er blevet idømt straf for alvorlige lovovertrædelser, herunder for overtrædelser i erhvervsforhold eller på transportområdet,
  • 6) ikke er blevet dømt for alvorlige eller gentagne overtrædelser af bestemmelser på det social- og arbejdsretlige område, herunder forpligtelser i henhold til lovgivningen om beskyttelse af arbejdstagere,
  • 7) i faglig henseende er kvalificeret til at drive jernbanevirksomhed, herunder har etableret en godkendt jernbanesikkerhedsorganisation,
  • 8) er i besiddelse af en gyldig ansvarsforsikring, jf. § 17, og
  • 9) råder over trækkraft.

Stk. 2. Betingelserne i stk. 1, nr. 3, 5 og 6, skal ligeledes være opfyldt af direktørerne og alle bestyrelsesmedlemmerne.

Stk. 3. En tilladelse er gyldig, så længe virksomheden opfylder de i denne lov angivne vilkår. Jernbanetilsynet kan, hvis Tilsynet finder anledning hertil, bestemme, at der skal foretages en fornyet vurdering af, om vilkårene er opfyldt. En fornyet vurdering skal dog senest finde sted 5 år efter udstedelsen af tilladelsen.

Stk. 4 . Jernbanetilsynet kan suspendere eller tilbagekalde tilladelsen, hvis virksomheden ikke længere opfylder vilkårene i stk. 1 og 2. Nærmere regler om suspension og tilbagekaldelse fastsættes af trafikministeren.

Stk. 5. Trafikministeren kan bestemme, at der kan knyttes særlige vilkår til tilladelser, herunder at tilladelser udstedes for en begrænset periode. Trafikministeren kan fastsætte nærmere regler om udstedelse af tilladelser.

Stk. 6. Jernbanetilsynet kan opkræve et gebyr i forbindelse med udstedelse af tilladelse til jernbanevirksomhederne.

§ 5. Ikkeerhvervsmæssig jernbanedrift, der fortrinsvis gennem en begrænset personbefordring drives for at tilgodese jernbanehistoriske og turistmæssige formål og ikke tilsigter at dække noget egentligt trafikalt behov, skal opfylde bestemmelserne om sikkerhedsgodkendelse i lov om jernbanesikkerhed m.v. og de krav om forsikringsdækning, som trafikministeren måtte foreskrive i henhold til § 17, stk. 4.

§ 6. Trafikministeren sikrer, at jernbanevirksomhederne mod betaling kan få uddannet jernbaneteknisk personale på lige og ikkediskriminerende vilkår.

§ 7. Trafikministeren fastsætter i et regnskabsreglement nærmere regler for udarbejdelse af interne virksomhedsregnskaber for jernbanevirksomheder, herunder for hvilke forretningsområder der skal aflægges særskilt regnskab.

Stk. 2. Regnskaber udarbejdet i henhold til et regnskabsreglement sendes til trafikministeren, men er ikke offentligt tilgængelige.

Stk. 3. Trafikministeren opstiller i tilknytning til fastsættelsen af en jernbanevirksomheds regnskabsreglement retningslinjer og vilkår for overholdelse af konkurrenceretlige forhold.

Kapitel 4

Udførelse af jernbanetrafik som offentlig service

§ 8. Trafikministeren sikrer jernbanetrafikbetjeningen for passagerer i et af ministeren nærmere fastlagt omfang gennem indgåelse af kontrakter med jernbanevirksomheder om trafik udført som offentlig service. Trafikministeren sikrer i den forbindelse en passende køreplanskoordinering.

Stk. 2. Trafikministeren bemyndiges til at bringe kontrakter om passagertrafik udført som offentlig service i udbud.

Stk. 3. Enhver virksomhed, herunder DSB, der måtte have tilladelse til at drive jernbanevirksomhed i henhold til kapitel 3, kan deltage på lige og ikkediskriminerende vilkår i udbudsforretninger om trafik udført som offentlig service, når den bydende enhed udgør en selvstændig økonomisk enhed. Trafikministeren fastsætter nærmere regler herom.

Stk. 4. DSB er efter trafikministerens beslutning forpligtet til at stille rullende materiel til rådighed for trafik udført som offentlig service, der bringes i udbud. Materiellet stilles til rådighed på lejevilkår og for en periode svarende til kontraktens længde. Trafikministeren fastlægger nærmere vilkår for DSB's forpligtelse.

Stk. 5. Trafikministeren kan pålægge DSB at udføre trafik som offentlig service mod betaling.

Stk. 6. For trafik udført som offentlig service fastsættes regler om takster, befordringspligt, billetteringssystemer og køreplanskoordinering m.v. i kontrakterne.

Stk. 7. Træffes der i medfør af § 2, stk. 4, bestemmelse om, at kapitel 4 skal gælde for den trafik, der ved lovens ikrafttræden varetages af privatbanerne i medfør af koncession, kan trafikministeren aftale med anden offentlig myndighed, at denne varetager trafikministerens forpligtelse i medfør af stk. 1 og 2 for denne trafik. Trafikministeren kan endvidere bestemme, at privatbanerne pålægges forpligtelser svarende til dem, der er pålagt DSB i medfør af stk. 4 og 5.

Kapitel 5

Adgangen til jernbaneinfrastrukturen og betaling herfor

§ 9. Infrastrukturkapacitet tildeles af det pågældende baneafsnits infrastrukturforvalter.

Stk. 2. Infrastrukturforvalteren kan efter trafikministerens nærmere bestemmelse reservere infrastrukturkapacitet til særlige formål, herunder til internationale godstogskorridorer.

Stk. 3. I de tilfælde, hvor der foreligger modstridende ønsker om jernbaneinfrastrukturkapacitet på et baneafsnit, fordeler infrastrukturforvalteren kapaciteten efter nærmere regler fastsat af trafikministeren. Fortrinsret gives inden for nærmere fastsatte rammer til offentlig servicetrafik og derefter til godstrafik i internationale godstogskorridorer, jf. stk. 2. Resterende kapacitet fordeles til ansøgende jernbanevirksomheder således, at der tages hensyn til virksomhedernes hidtidige kapacitetsrettigheder, at der inden for nærmere fastsatte rammer stilles kapacitet til rådighed for jernbanevirksomheder, som for første gang ansøger om rettigheder til baneafsnittet, og at infrastrukturen i øvrigt udnyttes på den samfundsmæssigt mest hensigtsmæssige måde.

Stk. 4. Tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet medfører ikke eneret til benyttelse af et givet jernbaneafsnit, men trafikministeren kan meddele en jernbanevirksomhed eneret til afsætning og optagning af passagerer på udvalgte stationer og på udvalgte tidspunkter.

Stk. 5. I forbindelse med tildeling af infrastrukturkapacitet indgår jernbanevirksomheden aftale med infrastrukturforvalteren om samarbejdsrelationer, betingelser for benyttelse af infrastrukturen m.v. Trafikministeren kan fastsætte nærmere regler herfor.

Stk. 6. Trafikministeren bekendtgør årligt, hvilke strækninger der vil være åbne for færdsel, og på hvilke betingelser det vil være tilfældet, herunder vedrørende maksimalt akseltryk, maksimalhastighed, m.v.

§ 10. Stationer og jernbanevirksomhedsejede kombiterminaler eller dele heraf, skal kunne benyttes af jernbanevirksomheder, der befærder det baneafsnit, hvor faciliteterne er beliggende, på lige og ikkediskriminerende vilkår og mod betaling. Trafikministeren kan fastsætte nærmere regler herfor.

§ 11. Trafikministeren fastsætter baneafgifter som jernbanevirksomhedernes betaling for benyttelse af jernbaneinfrastrukturen, miljø- og regionaltilskud til godstransport på jernbane samt regler for opkrævning af baneafgifter og udbetaling af tilskud.

Stk. 2. Trafikministeren kan bestemme, at jernbanevirksomheder mod særskilt betaling kan købe særlige ydelser af infrastrukturforvalteren.

Kapitel 6

Forretningsbetingelser og takster

§ 12. Jernbanevirksomhederne udarbejder forretningsbetingelser, hvori angives virksomhedens regler vedrørende befordring, beløbsstørrelse for erstatning for bagage, erstatning i forbindelse med national godstransport m.v., og anmelder disse til Banestyrelsen.

Stk. 2. Trafikministeren kan udstede nærmere regler for udformningen af jernbanevirksomhedernes forretningsbetingelser og i den forbindelse gøre retten til at drive jernbanevirksomhed betinget af opfyldelse af disse.

Stk. 3. En jernbanevirksomheds forretningsbetingelser skal være offentligt tilgængelige og til salg for publikum på de jernbanestationer, som virksomheden betjener.

Stk. 4. Jernbanevirksomhederne kan inden for rammer fastsat af trafikministeren frit fastsætte takster for befordring af passagerer. Jernbanevirksomheder, der driver regional personbefordring mellem stationer i hovedstadsområdet, er dog underlagt Hovedstadsområdets Trafikselskabs takstkompetence for disse befordringsydelser, jf. lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik.

Stk. 5 . Jernbanevirksomheder har pligt til at sælge personbefordringsydelser for andre jernbanevirksomheder mod betaling fra disse.

Stk. 6. Trafikministeren kan bestemme, at jernbanevirksomheder, der driver passagertrafik, skal bidrage til et centralt system for kundeoplysning med informationer om egen togdrift og takster m.v. Trafikministeren fastsætter i givet fald nærmere regler for administrationen af dette system.

Kapitel 7

Forsikringspligt, erstatning og farligt gods

§ 13. Jernbanevirksomheden skal erstatte skader på passagerer, for hvem der ikke på grund af tjenesteforhold til jernbanevirksomheden eller infrastrukturforvalteren gælder særlige erstatningsregler, hvis skaden er en følge af en begivenhed i forbindelse med jernbanebefordring under passagerens ophold i tog eller under dennes ind- eller udstigning.

Stk. 2. Jernbanevirksomheden skal endvidere erstatte skader på og tab af genstande, som passageren medfører som håndbagage, hvis skaden er følge af en begivenhed i forbindelse med jernbanebefordring under passagerens ophold i tog eller under dennes ind- eller udstigning.

Stk. 3. Erstatning i medfør af stk. 2 kan ikke overstige 10.000 kr. for hver passager. Erstatningsbeløbet reguleres hvert år pr. 1. januar med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det gældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 100 delelige kronebeløb. Trafikministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.

§ 14. Erstatningen for personskade eller tab af forsørger kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde forsætligt har medvirket til skaden. Erstatningen kan endvidere nedsættes og i særlige tilfælde bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.

Stk. 2. Erstatningen for tingskade kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skaden.

§ 15. Jernbanevirksomheden skal erstatte skader på ejendom eller personer, der ikke befordres med jernbanevirksomheden, og som foranlediges ved påkørsel af andet end løsgående dyr. Ved sådanne skader finder bestemmelserne i § 14, stk. 1 og 2, og § 16 tilsvarende anvendelse.

§ 16. Jernbanevirksomheden kan gøre regres mod infrastrukturforvalteren, i det omfang skaden er forvoldt ved fejl eller uagtsomhed fra infrastrukturforvalterens side.

§ 17. Krav om erstatning for skader forvoldt af jernbanevirksomheder skal være dækket af en ansvarsforsikring.

Stk. 2. Forsikringen skal dække personskade eller tab af forsørger på op til 150 mio. kr. og tingskade på op til 100 mio. kr. for den ved en enkelt begivenhed forårsagede skade.

Stk. 3. De i stk. 2 nævnte beløb reguleres hvert år pr. 1. januar med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det gældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 1 million delelige kronebeløb. Trafikministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.

Stk. 4. Trafikministeren kan fastsætte nærmere regler om jernbanevirksomhedernes forsikringsdækning.

Stk. 5. Bestemmelserne i nærværende kapitel finder tilsvarende anvendelse på skader, som forårsages af infrastrukturforvalternes jernbanekøretøjer.

Stk. 6 . Erstatningsansvaret ved befordring af gods i national trafik følger reglerne i fælles regler for kontrakter om international befordring af gods med jernbane (CIM). For stykgods gælder dog den i konvention om fragtaftaler ved international godstransport ad landevej (CMR) fastsatte maksimale erstatning.

§ 18. Trafikministeren kan fastsætte regler om transport af farligt gods, herunder om afsenders erstatningsansvar over for jernbanevirksomheden, såfremt der ved indlevering af gods afgives urigtig, unøjagtig eller ufuldstændig betegnelse eller der sker overtrædelse af gældende sikkerhedsforskrifter.

Kapitel 8

Færdsel og ophold på jernbanevirksomhedernes område

§ 19. Uden den pågældende jernbanevirksomheds eller infrastrukturforvalters tilladelse må ingen

  • 1) færdes eller lade dyr færdes på de dele af jernbaneområdet, som ikke er åbne for offentligheden, eller
  • 2) tage ophold i erhvervsøjemed, optage film eller fotografere i erhvervsøjemed eller til undervisningsbrug, foretage indsamlinger, omdele tryksager eller lignende på jernbaneområdet.

§ 20. Det er forbudt at hindre den automatiske dørlukning i tog. Når tog eller togdel er i bevægelse, er det endvidere forbudt at stige på eller af vognene eller at hjælpe andre dertil eller at åbne vognenes døre.

Stk. 2. Ind- og udstigning skal ske på den dertil bestemte side af toget og på de dertil bestemte eller anviste steder på stationer og færger.

Stk. 3. Der må ikke udkastes affald eller andre genstande fra tog.

Stk. 4. Nødbremsen i tog må kun benyttes, når virkelig fare foreligger.

§ 21. Enhver, der søger adgang til eller opholder sig på en jernbanevirksomheds område, skal rette sig efter de forskrifter til opretholdelse af orden og sikkerhed, der meddeles af jernbanevirksomhedens personale, eller som af jernbanevirksomheden er bekendtgjort ved opslag på jernbanevirksomhedens område eller på anden hensigtsmæssig måde.

Stk. 2. Enhver, der overtræder bestemmelserne i §§ 19, 20 og 21, stk. 1, kan af jernbanevirksomhedens personale udvises, om fornødent udsættes, fra jernbanevirksomhedens område.

Stk. 3. Politiet skal efter anmodning bistå jernbanevirksomhederne i håndhævelsen af jernbanevirksomhedernes ordens- og sikkerhedsbestemmelser.

Kapitel 9

Straffebestemmelser, kontrolafgift m.v.

§ 22. Med bøde straffes den, der

  • 1) driver jernbanevirksomhed uden tilladelse i medfør af § 3,
  • 2) overtræder §§ 19, 20 eller 21, stk. 1,
  • 3) forsøger at skaffe sig befordring med ugyldig billet eller kort eller
  • 4) tilsidesætter vilkår for tilladelser efter § 19.

Stk. 2. I regler, der udstedes efter § 7, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af reglerne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 23. Trafikministeren fastsætter regler om jernbanevirksomhedernes adgang til at opkræve kontrolafgift og ekspeditionsgebyr for passagerer, der ikke foreviser gyldig rejsehjemmel (billetter og kort). Beløbene tillægges udpantningsret.

Stk. 2. Ubetalt kontrolafgift og ekspeditionsgebyr efter stk. 1 kan med tillæg af renter og omkostninger inddrives af Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning (Hypotekbanken). Hypotekbanken kan inddrive skyldige beløb ved indeholdelse i løn m.v. hos den pågældende efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven. Hypotekbanken kan endvidere inddrive skyldige beløb ved modregning i overskydende skat.

Stk. 3. Trafikministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden i forbindelse med lønindeholdelsen.

Stk. 4. Hypotekbanken kan indhente de oplysninger hos skattemyndighederne og andre offentlige myndigheder, som er nødvendige for at varetage inddrivelsen af de i stk. 1 nævnte beløb, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold.

Stk. 5. Hypotekbankens afgørelser efter stk. 1-3 kan indbringes for finansministeren.

Stk. 6. Fogedretten træffer efter begæring afgørelse om indsigelser, som skyldneren fremsætter over for Hypotekbanken om kravets berettigelse, berettigelsen af et meddelt pålæg om lønindeholdelse og om berettigelsen af en gennemført modregning i overskydende skat. Begæringen fremsættes over for Hypotekbanken, som indbringer indsigelsen for fogedretten. Afgørelsen træffes efter reglerne i retsplejelovens §§ 499-503.

Stk. 7. Afgørelse efter stk. 6 træffes af fogedretten i den retskreds, hvor skyldnerens bopæl er beliggende.

Stk. 8. Fristen for begæring om indbringelse af indsigelser efter stk. 6 er 4 uger, fra skyldneren har modtaget meddelelse om lønindeholdelse eller modregning.

Stk. 9. Overskrides den i stk. 8 nævnte frist, afviser fogedretten sagen. Fogedretten kan dog undtagelsesvis indtil 1 år efter meddelelsen om lønindeholdelse eller modregning tillade, at en indsigelse behandles. Begæring herom skal i så fald indleveres til fogedretten inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse. Fogedrettens afgørelse om indsigelser kan kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53.

Stk. 10. Jernbanevirksomheden kan fastsætte regler om pligt for passagerer, der ikke er i besiddelse af gyldig rejsehjemmel (billetter og kort), til på forlangende at forevise legitimation med henblik på at fastslå passagerens identitet.

Kapitel 10

Klageadgang, Jernbaneklagenævnet m.v.

§ 24. Klager over afgørelser i medfør af §§ 4 og 8-11 samt klager over afslag på ansøgning om adgang til uddannelse af jernbaneteknisk personale i medfør af § 6 kan indgives til Jernbaneklagenævnet.

Stk. 2. Nævnet består af 4 medlemmer, der beskikkes af trafikministeren. Formanden skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne blive dommer. De 3 andre medlemmer skal repræsentere henholdsvis jernbaneteknisk, samfundsøkonomisk og konkurrenceretlig ekspertise. Der beskikkes suppleanter for formanden og de øvrige medlemmer.

Stk. 3. Afgørelser i Jernbaneklagenævnet træffes ved stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

Stk. 4. I sager, der vedrører priser, øvrige aftalevilkår samt krydssubsidiering i medfør af § 6, § 8, stk. 3 og 4, og § 10, indhenter Nævnet en bindende udtalelse fra Konkurrencerådet, inden Nævnet træffer endelig afgørelse.

Stk. 5. Afgørelser i medfør af stk. 4 kan indbringes for Konkurrenceankenævnet, jf. lov nr. 384 af 10. juni 1997 (konkurrenceloven). Nævnets øvrige afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 6. Trafikministeren kan bestemme, at andre klager end de i stk. 1 nævnte kan indbringes for Jernbaneklagenævnet.

Stk. 7. Trafikministeren fastsætter nærmere regler for gebyr for indgivelse af klage.

Kapitel 11

Internationale konventioner

§ 25. Trafikministeren kan indgå konventioner med andre stater om befordring af personer, bagage og gods med jernbane. Bestemmelserne i sådanne konventioner gælder her i landet efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 26. Trafikministeren kan fastsætte sådanne forskrifter, som er nødvendige for at gennemføre de af Den Europæiske Union udstedte direktiver om jernbanevirksomheder, eller som er nødvendige for at anvende de af Den Europæiske Union udstedte forordninger på jernbaneområdet.

Kapitel 12

Jernbanehjemmeværn m.v.

§ 27. Trafikministeren kan efter forhandling med forsvarsministeren træffe beslutning om oprettelse af virksomhedshjemmeværn (jernbanehjemmeværn) samt fastsætte regler om, at virksomheder med tilknytning til jernbane og jernbanedrift mod økonomisk kompensation skal give ansatte frihed til at deltage i virksomhedshjemmeværnet.

Stk. 2. Trafikministeren kan endvidere fastsætte regler om virksomhedshjemmeværnets adgang til og brug af jernbanearealer, herunder jernbanetekniske anlæg samt stationsbygninger osv. til øvelsesformål m.v. samt om, at virksomhederne mod økonomisk kompensation skal stille materiel samt lokaler til rådighed for virksomhedshjemmeværnet.

§ 28. Jernbanevirksomhederne forpligtes til under ekstraordinære forhold og mod fuld erstatning at stille transportkapacitet til disposition efter trafikministerens bestemmelser.

Kapitel 13

Jernbanerådet

§ 29. Jernbanerådet, der består af op til 20 medlemmer, har til opgave at rådgive og afgive udtalelse til trafikministeren om spørgsmål af jernbanepolitisk betydning.

Stk. 2. Rådets formand beskikkes af trafikministeren. 8 medlemmer vælges af Folketinget blandt dettes medlemmer. Ministeren beskikker efter indstilling 2 repræsentanter for Statsansattes Kartel samt 1 repræsentant for henholdsvis Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Forbrugerrådet og Banestyrelsen. Ministeren beskikker endvidere op til 3 repræsentanter for jernbanevirksomheder. Derudover beskikker ministeren 3 medlemmer, der repræsenterer industri, handel og landbrug.

Stk. 3. Samtlige valg og beskikkelser gælder for 5 år ad gangen. Genvalg og -beskikkelse kan finde sted. De af Folketinget valgte medlemmer afgår, såfremt de udtræder af Folketinget.

Stk. 4. Trafikministeren fastsætter rådets forretningsorden.

Kapitel 14

Lovens ikrafttræden, ophævelse og ændring af andre love,

overgangsbestemmelser m.v.

§ 30. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Lov om DSB, jf. lovbekendtgørelse nr. 757 af 6. august 1996, ophæves.

Stk. 3. Lov nr. 117 af 11. marts 1921 om erstatningsansvar for skade ved jernbanedrift ophæves.

Stk. 4. I lov nr. 230 af 4. april 1995 om styrelsen af DSB m.v., som ændret ved § 8 i lov nr. 1230 af 27. december 1996, ophæves § 6.

Stk. 5. Bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af de love, der er nævnt i stk. 2 og 3, forbliver i kraft, indtil de afløses eller ophæves af bestemmelser fastsat i medfør af denne lov, dog ikke bekendtgørelse nr. 1262 af 20. december 1996 om politibestemmelser m.v. for Banestyrelsen, der ophæves.

§ 31. Kontrakter, aftaler, og lign., der er gældende for de enkelte jernbanevirksomheder på datoen for lovens ikrafttræden, forbliver i kraft indtil udgangen af 1998, til hvilket tidspunkt jernbanevirksomhederne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme alle lovens krav. Trafikministeren kan forlænge denne overgangsperiode med op til to år, hvis forholdene taler derfor.

§ 32. Indtil 31. december 1998 kan infrastrukturforvalteren for statens jernbaneinfrastruktur samt infrastruktur ejet af A/S Storebæltsforbindelsen og A/S Øresundsforbindelsen alene tildele infrastrukturkapacitet til

  • 1) trafik, som udføres af eller efter aftale med DSB,
  • 2) godstrafik udført af andre jernbanevirksomheder på strækninger, der ikke trafikeres af DSB,
  • 3) international kombineret godstrafik, der udføres i overensstemmelse med gældende EU-ret,
  • 4) trafik udført af internationale jernbanesammenslutninger mellem de EU-medlemsstater, hvori de til sammenslutningerne hørende jernbanevirksomheder er etableret, udført i overensstemmelse med gældende EU-ret samt
  • 5) grænseoverskridende godstrafik udført på særlige af trafikministeren godkendte, internationale godstogskorridorer.

Stk. 2. For perioden fra 1. januar 1999 til 31. december 1999 kan infrastrukturforvalteren for statens jernbaneinfrastruktur samt infrastruktur ejet af A/S Storebæltsforbindelsen og A/S Øresundsforbindelsen alene tildele infrastrukturkapacitet til

  • 1) de i stk. 1 nævnte trafikformer samt
  • 2) anden godstrafik.

§ 33. Indtil 31. december 1998 skal DSB befordre personer og bagage samt gods, når

  • 1) passageren henholdsvis afsenderen efterkommer lovens, forretningsbetingelsernes og tariffernes bestemmelser,
  • 2) befordringen er mulig med de befordringsmidler, der normalt er tilstrækkelige til dækning af trafikkens behov, og
  • 3) befordringen ikke hindres af forhold, som DSB hverken kan afværge eller afhjælpe.

§ 34. I lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik, jf. lovbekendtgørelse nr. 492 af 16. juni 1995, som ændret ved § 9 i lov nr. 1230 af 27. december 1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 4 ændres »DSB, privatbanerne og letbanerne« til: »jernbanevirksomheder og de i medfør af lov om Ørestaden m.v. dannede letbaneselskaber«.

2. I § 5, stk. 1, ændres »DSB og med inddragelse af letbanerne« til: »jernbanevirksomhederne og med inddragelse af de i medfør af lov om Ørestaden m.v. dannede letbaneselskaber«.

3. I § 5, stk. 2, ændres »af DSB med tog, der alene betjener hovedstadsområdet, og af privatbanerne samt letbanerne« til: »og af jernbanevirksomheder med tog, der alene betjener hovedstadsområdet, samt af de i stk. 1 nævnte letbaneselskaber med tog«.

4. I § 7, stk. 1, ændres »DSB og de berørte privatbaner samt letbanerne« til: »jernbanevirksomhederne og de i medfør af lov om Ørestaden m.v. dannede letbaneselskaber«.

§ 35. I lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet, jf. lovbekendtgørelse nr. 493 af 16. juni 1995, som ændret ved § 10 i lov nr. 1230 af 27. december 1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 2, ændres »DSB, de inden for amtskommunen værende privatbaner« til: »de jernbanevirksomheder, der driver trafik i amtskommunen,».

2. § 2, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3 . Planen skal angive linjeføring og kørselsomfang for den trafik, der udføres

  • 1) som almindelig rutekørsel, jf. § 2, stk. 2, i lov om buskørsel, og som forløber inden for højst to amtskommuner eller en amtskommune og hovedstadsområdet,
  • 2) med tog, der alene forløber inden for een amtskommune, samt
  • 3) med tog, der alene forløber inden for 2 amtskommuner, når der foreligger konkret aftale mellem jernbanevirksomheden og de pågældende amtsråd.«

3. I § 6, stk. 1, ændres »DSB og privatbanerne« til: »jernbanevirksomhederne«.

4. I § 7, stk. 4, ændres »DSB-tog« til: »tog«.

§ 36. I lov om buskørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 1270 af 16. december 1996, foretages følgende ændring:

1. I § 7 ændres »DSB og de i området værende privatbaner« til: »jernbanevirksomhederne i området«.

Givet i Værløse, den 18. maj 1998

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Sonja Mikkelsen

 

Dagens Link (arkiv)
Oversigt over samtlige Dagens Link
Opret et link til toptop.dk

 
Billedet

 
Der er måske nogle der har læst Agatha Christies "Mordet i det blå tog" og dette tog var ikke fiktion. Her er en reklame på engelsk for toget.
 

Besøg Yahoo's danske afdeling - her finder du blandt andet toptop.dk


Copyright © 1999 - 2007 toptop.dk

TOP OF PAGE